Onnagata på den folkelige scene

Hvor rollen begyndte

Kabuki opstod i begyndelsen af det syttende århundrede, og mange tidlige trupper var udelukkende kvindelige, hvor kvinder spillede mænd, når det var nødvendigt. I 1629 blev kvinder forbudt at optræde med kabuki, og udelukkende mandlige besætninger blev normen. Skuespillere, der specialiserede sig i kvinderoller, blev kaldt onnagata, bogstaveligt talt kvinderolle, eller oyama. Senere forbud forsøgte også at kontrollere rollen, men den overlevede og blev en af kabukis definerende kunster med sin egen træning, make-up og manerer.

Hvad træningen kræver

Wikipedia beskriver de teknikker, en onnagata skal mestre gennem årene: at bevæge sig yndefuldt over scenen i geta-sandaler, en blødere kropsholdning med sænkede skuldre og bøjede knæ og en falsetstemme, der bruges gennem hele forestillingen. Falsetten er ikke ment som en nøjagtig kopi af en kvindestemme; den antyder femininitet gennem intonation. I en danseforestilling betyder stemmen mindre, og kroppen gør arbejdet: ærmer, hænder, hovedets hældning.

Efter Meiji-perioden

I løbet af Meiji-perioden blev forbuddet mod kvinders optræden ophævet, og kvinder begyndte at optræde i kabuki i onnagata-roller, selvom dette forblev usædvanligt: Standarden forblev en mandlig skuespiller trænet i en kunstnerisk feminin stil. Da filmen nåede Japan i slutningen af det nittende århundrede, spillede oyama også kvinder på lærredet indtil begyndelsen af 1920'erne, hvor skuespillerinder blev moderne med realistiske film, og i 1922 protesterede oyama ved Nikkatsu-studiet over tabet af arbejde. I nutidig kabuki er onnagata sin egen teaterrolle med sin egen træning.

Onnagata i taishū engeki

I modsætning til kabuki optræder både mænd og kvinder i taishū engeki. Alligevel spiller unge mænd ofte kvinderoller, mens kvinder sjældent spiller mænd. I den dansende halvdel af en forestilling danser hver skuespiller alene, og et onnagata-nummer i en farvestrålende kimono, i spotlight og med tåge på scenen, viser formen på sit mest teatralske. Wikipedia bemærker, at formen deler meget med det kvindelige Takarazuka Revue og med kabukis mandlige tradition.

Makeup og look

Kostumer og makeup i taishū engeki er tæt beslægtet med kabukis: et porcelænshvidt ansigt, stærkt røde læber og kraftigt fremhævede øjne og øjenbryn, med et uvirkeligt, stiliseret skønhedsideal frem for realisme. Kostumerne er skabt til at fange blikket. I et lille teater sidder man tæt nok på til at se detaljerne, og det er en del af formens tiltrækningskraft.

Det skal du lægge mærke til

At se en dans med disse ting i baghovedet forvandler et smukt nummer til en demonstration af kunnen og gør det lettere at forstå, hvorfor bestemte optrædende tiltrækker de højeste tilråb.

• Hvordan ærmerne bevæger sig ved hver drejning
• Gangen: bøjede knæ, sænkede skuldre, små skridt
• Ansigtet: holdt stille under den hvide makeup
• Tippet: når fans går op, knæler danseren ved scenekanten for at modtage dem

At se uden ordene

For en besøgende uden japansk er en onnagata-dans den letteste del af en taishū engeki-forestilling at nyde. Der er ingen dialog at følge, kun musik, bevægelse og kostume, og danseren er alene på scenen. Lad sangen skylle ind over dig, se på hænderne og ærmerne, og læg mærke til, hvordan publikum reagerer: de faste gæster kender disse optrædende godt, og deres tips, breve og buketter fortæller dig, hvem der er trupens favoritter. Hvis du booker den guidede mulighed, så spørg personalet under briefing om, hvad du skal lægge mærke til.

En tradition, der rejser

Onnagataens indflydelse rækker langt ud over teatret. Wikipedia sporer den til den japanske rocks visual kei-scene og til international drag-performance, og en japansk film fra 2025 om to rivaliserende onnagataer blev den mest indtjenende japanske live-action-film. I Asakusa oplever du traditionen i sin mest folkelige form, opført af turnerende familier for et lokalt publikum, tæt nok på til at høre silken rasle.